Foredrag


Under en anden himmel


I sommeren 2017, som skulle vise sig at blive Prins Henriks sidste, opholdt han sig i cirka fjorten dage alene på sit slot Chateau Cayx i nærheden af Cahors i Sydfrankrig. 3. august mundede opholdet ud i en meddelelse fra hoffet om at prinsen ikke ville stedes til hvile ved siden af sin hustru i Roskilde domkirke. Meddelelsen vakte furore i kongehuset og befolkningen.

Ingen ved rigtig hvad Danmarks franske prins foretog sig i løbet af de uger han tilbragte på sit sydfranske slot. I efteråret 2021 satte forfatteren Mich Vraa sig for at skrive en roman om hvad der kunne være foregået i Henriks sidste sommer. Det blev et arbejde som afstedkom en voksende sympati hos forfatteren for en mand hvis skæbne var virkelig usædvanlig – faktisk præcis så usædvanlig som den var blevet forudsagt af en kinesisk shaman i et havneskur i Hongkong i 1957: ”Du skal forsvinde fra verden, men uden at dø, og du skal genfødes et andet sted og dø under en anden himmel.”

vaniljehuset


"Vaniljehuset" er en roman, der handler om en slægtshistorie, der er præget af ambitioner og svigt og den til tider svære kunst at vide, hvad man bør stræbe efter i livet.

Fortællingen taget afsæt i slutningen af 1800-tallet. Her vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som det tolvte barn i en søskendeflok. De trange kår i barndomshjemmet får ham til at hige efter rigdom og anseelse. I en alder af otte år er Dusinius allerede gået i gang med at købe billigt og sælge dyrt. Allerede som en ung mand grundlægger handelsfirmaet Vaniljehuset, som med lynende fart bliver et af Danmarks førende.

I 1929 ser den ældre og svage Dusinius tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trænge forhold, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de skjulte forretningsforbindelser, som han fik alt imens Første Verdenskrig buldrede, og som stadig forfølger ham.

Romanen om krydderi- og husholdningsartikel-kongen Dusinius Dich lægger sig tæt op ad virkelige hændelser og personer i datidens Odense. Desuden er fortællingen inspireret af Mich Vraas egen familiehistorie.

Faith


Bogen Faith er et perfekt punktum for Mich Vraas vellykkede trilogi om Dansk Vestindien fra 1660'ernes begyndelse til salget af af øerne i 1917. I foredraget fortæller Mich Vraa på medrivende og passioneret vis om sin skriveproces og tankerne bag bogen.

De Vestindiske Øer overdrages i marts 1917 til USA. Her overværer Faith Netlock, en ung fotograf i Charlotte Amalie og bogens hovedperson, ceremonien - men det er med blandede følelser. Hun føler sig ikke som dansker, og hun ved, at hun aldrig bliver amerikaner. Hun har nemlig lidt af det hele i sine gener: sort, hvid, indianer og kreol.


Magtskiftet viser sig også at få voldsomme konsekvenser for den unge kvinde Faith Netlock, der er arving til Solitude-plantagen. 

Mich Vraa giver dig med sit foredrag en helt enestående indsigt i Faith, der er fortællingen om, hvordan Danmark vandt og efter 250 år igen mistede sin koloni i Vestindien. Men romanen er først og fremmest en intens og spændende fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt moment i historien. 

Haabet og Dansk Vestindien


I dette foredrag, der tager udgangspunkt i bogen Haabet, tager Mich Vraa dig med tilbage til en forfærdelig og ofte glemt periode i Danmarks historie. Perioden, hvor Danmark skabte sig en ny velstand på slavearbejde i de vestindiske sukkerplantager.

Mich Vraa blotter en af de mørkeste tider i Danmarks historie, hvor kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab dominerer i slavernes hverdag. Men i de forfærdelige forhold var der også plads til kærlighed, og overlevelse var ikke umuligt.

Grib muligheden, og tag med Mich Vraa tilbage til det herrens år i 1787. Du får et hårrejsende indblik i en slavehandel, som kun de færreste kan begribe, at danskerne har været en del af. Det er et særdeles tankevækkende og vigtigt foredrag med plads til efterfølgende spørgsmål.

Peters kærlighed


Mich Vraas roman Peters kærlighed er en historisk og præcis skildring af Peter von Scholtens liv. I foredraget fortæller Mich Vraa om sin inspiration til romanen, om sin research- og skriveproces og læser passager op fra bogen.

Hvordan kunne Peter von Scholten i løbet af tolv år avancere fra vejermester til fungerende generalguvernør over De Vestindiske Øer? Dét har historikerne altid undret sig over, og i foredraget og i bogen Peters kærlighed benytter Mich Vraa sig af sin digteriske frihed til at komme med et bud. 

Mich Vraa tager udgangspunkt i historisk fakta. For eksempel er det et faktum, at Peter von Scholten i 1814 tilbragte hele seks dage sammen med Frederik VI og seks andre personer. Her er Mich Vraas idé, at Frederik VI aftalte med Peter von Scholten, at han ville få embedet på De Vestindiske Øer mod betaling af sine store fortjenester.

Desuden har historikerne længe undret sig over, hvorvidt Peter von Scholten var under indflydelse af sin elskerinde, Anna Heegaard, da han gjorde en ende på slaveriet i Dansk Vestindien med ordene: "Now you are free". Også her kommer Mich Vraa med sit bud.

Kontakt og booking

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Du kan også kontakte os på 35 12 12 99 for booking eller [email protected]